Forfatter: admin

Oprigtigt talt: Tiden går alt for hurtigt. Eller også, er det mig, som alt for hurtigt bliver alt for gammel.

Lige for tiden er jeg ved at blive undersøgt for mulig testikelkræft. Heldigvis peger de foreløbige undersøgelser ikke i den retning.

Men alligevel slider det lidt på psyken.

Men uanset hvad resultatet viser sig at være, så er der i dag kun tre uger til vi igen tager til Israel. Denne gang bliver ca. halvdelen af turen tilbragt ude i ørkenen (og dertil et par dage i Jordan). Behøver jeg at sige, at “jeg glæder mig SÅ meget).

Hvor kan man dog bare være heldig med Livet. Hermed alle ønsker for, at det fortsætter længe endnu.

Da jeg fortalte kollegaer, at jeg og Marina ville holde ferie i Israel, fik jeg ofte spørgsmålet: “Hvad vil I dog der? Hvad er der at se?”

Egentlig vidste jeg det heller ikke. Naturligvis havde jeg læst om Israel. Historien, kulturen, landskabet. Men havde stadig kun et svagt indtryk.

Virkeligheden slog mig helt omkuld.

Allerede under indflyvningen til Ben Gurion lufthavnen var jeg vildt imponeret. Var vi ved at lande i Tel Aviv eller New York? Faktisk havde jeg nok haft et billede af beboelsen i Israel som bestående af små, hvide firkantede hytter omringet af sporadiske totter af græs og får. Virkeligheden var bare så meget anderledes.

Kort fortalt, blev de to uger i Israel helt fantastiske. Vi så Golan-højderne (med advarsler mod at bevæge sig udenfor stierne på grund af uopdagede miner!!). Vi oplevede 100m fra Gaza striben helt lukket kibutz inde bag port og pigtråd. Men også en anden kibutz nær Vestbredden som var blomstrende og som med al tydelighed beviste, at alt kan blomstre ørkenen, bare det får vand.

Påske. Af vore værtsfolk blev vi inviteret til at deltage i den helligste af alle højtide: Den jødiske påske. Og vi var (beklagevis) så uhøflige at takke Ja. Men hvor var det en fantastisk oplevelse. Værtsfolkene og deres familie tog imod os, som var vi familie. Fantastisk. Og vi fik opleve den traditionelle jødiske påske (sekulær) med alle dens ritualer. Udfrielsen fra Egypten. Forventningen om Messias. Modtagelsen af Essaian. “Næste år i Jerusalem”.

Fantastisk.

Jerusalem.

Naturligvis skulle vi også til Jerusalem.

Også det var en fantastisk oplevelse.

Og meget, meget mere.

En ting er helt sikkert: Jeg er ikke færdig med Israel……

Tiden går så hurtigt

Pludseligt er der gået et helt år

Heldigvis har jeg det stadigt g0dt, og har stadigt mit job

I dag har jeg netop gennemgået en mindre hjerteoperation .

Var jeg nervøs inden? Ja, det var jeg. Men det ser ud til, at alt er gået godt.

Så lige nu, synes jeg, at det har været en fantastisk dag. Jeg er i live, og jeg har det godt. Hvad mere kan man i virkeligheden ønske sig?

I dag blev jeg 67 år.
Og dermed Tillykke med det. Og jeg mener Tillykke.
For jeg er gift med Marina, som jeg elsker.
Mine forældre er for længst gået bort, men jeg har to dejlige svigerforældre.
Godt nok har jeg et skrantende helbred, men jeg lever.
Er så heldig at jeg har et godt job med gode kollegaer.
Har katte, som jeg elsker.
Ud af to voksne børn har jeg kontakt med den ene, min datter. Har fire børnebørn, har dog kun mødt to af dem.
Til daglig har jeg det godt, men bliver på grund af mit hjertesvigt hurtigt træt.

Og sådan er det: Intet er helt sort eller hvidt. Ej heller livet. Men alligevel ønsker jeg mig selv Tillykke med de 67.

Så nåede jeg så langt, på godt og mindre godt.

Efter at have haft en december i 2020 med alvorlig hjertesvigt og for begges vedkommende også med Covid 19 er det dejligt at kunne skimte lys og gyldne stråler både nu og i fremtiden.

Både Marina og jeg kom rigtig godt igennem Coronaen og det ser ud til at jeg indtil videre får den rette dosis medicin for hjertet.

Den aflyste sommerferie til Israel er nu blevet genbestilt – og som det ser ud lige nu, er der rigtig gode chancer for at den kan gennemføres.

Og lige nu ligger min allerbedste Malik og snakker med mig.

Gyldne stråler kan virkelig mætte sjælen.

Egentlig tror jeg ikke, at der automatisk er en mening med alt, der sker. Jeg tror mere, at det er op til hver enkelt af os, at skabe mening og sammenhæng i det, der nu engang er sket.

At nyde livets lyse timer og gyldne dråber mens tid er.

I dag fik jeg at vide, at jeg har Corona. Og Marina har det også. Som en konsekvens af dette valgte vi at tage hul på en Svendborg Gylden .

Gyldne dråber skal nydes, både i medgang og i modgang.

Det giver mening.

Det er så dejligt at have vished. Selv en usikker fremtid kan man til en vis grad gøre sikker og være vis på, at man nok skal klare skærene. Dog kun til en vis grad.

For midt i al den indbildte vished kan uvisheden komme bølgende.

Det skete for mig den 29/11. Jeg skulle bare til et lægetjek, som resulterede i øjeblikkelig indlæggelse. Diagnose: Alvorlig hjertesvigt. Og da jeg omsider i går var klar til at tage på job igen, blev Marina testet positiv for Corona. Så nu går vi begge herhjemme. Tænker på hvor lidt eller meget slemt det bliver. Jeg venter selv på et testresultat.

Uvisheden er ganske vis.

Der er en tid til at leve – og der er en tid til at dø

I er savnet. Hver een af jer som nu er døde.

Men det var – på underlig vis – tiden for jer at møde døden.

Selv er det for mig stadig tid at leve.

Tak.

Kære Lille Plet.

Jeg har kendt dig i 12 år. Lige fra dengang du blev hentet på Inges Kattehjem og indtil i dag, hvor du, helt uventet og meget pludseligt, har forladt os for altid.

Du var verdens mest elskelige og kærlige kat. Du elskede alle og alle elskede dig.

Jeg er dybt bedrøvet over din bortgang.

Sov Godt Lille Plet