Det var forleden dag jeg læste ovenstående i en bog.
Og hvor er det desværre rigtigt. Tiden stjæler livet fra os.
Men paradoksalt nok, forøger den også livets værdi. Hver morgen, når jeg er vågnet, kigger jeg ud i haven og op på himlen. Og inden i mig selv siger jeg: “Store gud, hvem du end er, Tak fordi jeg igen har fået min ånd tilbage.”
Om ganske få dage har jeg indhentet min mor i antal af livsdage. Så om ganske snart har jeg levet i flere dage end min mor. Mærkeligt. Mærkeligt.
Tiden går. Uafvendeligt. Men alt har sin Tid. Tid til at leve, tid til at dø.
Tid til at Leve, tid til at Dø.
Men lige nu Lever jeg.