Udenfor kan jeg høre høstmaskinerne køre frem og tilbage over markerne. Kornet er modnet. De tunge aks har allerede længe bøjet sig mod jorden – tvunget af tyngdekraften og alderen.
I dag fylder jeg 66. Tvunget af tiden, alderen – og sikkert også tyngdekraften (eller gravitationskraften – om man vil).
På den ene side er jeg naturligvis glad – enormt glad – for at have levet indtil nu. Uden at have været globetrotter, bjerg- eller vulkanbestiger men bare et ganske almindeligt gennemsnitsmenneske har jeg alligevel en dyb følelse af Taknemlighed. En taknemlighedhed rettet mod noget særdeles udefinertbart. Måske bare Livet. På både ondt og godt har jeg indtil nu haft et godt liv. Mange dage i kulsort og heldigvis endnu flere i strålende solskind.
Her til morgen lå der gaver fra min ægteviv på køkkenbordet. Alene det, at, de lå der gjorde mig glad helt inden i. Og fødselsdagskortet begyndet med: “Med kærlighed til min elskede…” Hvad mere kan man ønske sig?
For eksempel kunne man ønske sig, at tiden ikke gik så forbandet hurtig. Netop dette er desværre den anden side af sagen. Egentlig var det kun i går, at jeg fyldte 65 – og dermed fik ret til at købe 65-billetter (hvis de da stadig findes). Det var egentlig kun i går jeg fyldte 50 og fik besøg fra nær og fjern ude i den daværende lille have i Køge.
Det var kun i går……….. Men alligevel er jeg nu 66 år!
Tiden går ubamjertigt hurtigt.
Men Lige Nu er jeg i live. Lige nu er det aften og om nogle timer kommer Marina hjem – og vi skal spise noget af hendes hjemmelavede is (den smager helt pragtfuldt). Lige nu har jeg lige snakket med nogle af vore dejlige, dejlige katte – så skønt. Og lige nu sidder jeg og tænker, at i morgen skal jeg både have en vacination mod lungebetændelse og have lavet to huller i tænderne… Øv. Men på den måde ser det ud til, at Livet fortsætter som det hele tiden har været.
Og det er jo egentlig bare slet ikke så dårligt endda.